Da jeg gik i skole, fulgte min klasselærer mig fra 1. til 9. klasse. Hun var min dansklærer, og om hun var særligt dygtig, ved jeg faktisk ikke – jeg lærte nok det, jeg skulle. Men det var aldrig et spørgsmål, jeg stillede mig selv. Jeg tænkte ikke over, om niveauet var højt nok, og det gjorde mine forældre heller ikke.
Det, jeg husker, er ikke danskundervisningen.
Jeg husker fredagskrammene, når vi gik på weekend.
Jeg husker besøgene i hendes have om sommeren.
Jeg husker, at hun var en voksen, der kendte mig – og som lod mig lære hende at kende. Hun var min klasselærer.
Mine egne børn har ikke haft en klasselærer. De har klasseteams og dygtige lærere, men ingen, der har fulgt dem år efter år. Jeg ved ikke præcis, hvad det betyder – måske ingenting. Men jeg tror alligevel, at “tabet” af klasselæreren efter skolereformen i 2014 er et lille billede på en større bevægelse: Relationsarbejde, klassens time og investering i børn og familier er langsomt blevet udskiftet med fokus på læreplaner, karakterer og uddannelsesparathed.
Jeg møder mange børn, der af forskellige grunde er gået i bakgear på den ellers fint tilrettelagte skolevej. Vejen er skabt gennem reformer, som – tror jeg – udsprang af en frygt for, at danske børn og unge ikke kunne følge med internationalt. Men stærke følelser er sjældent det bedste udgangspunkt for rationelle beslutninger. Uanset intentionerne er noget gået tabt, og flere børn farer vild eller bliver så udmattede, at de bliver syge, længe før de når 9. klasses afgangseksamen.
Jeg tror ikke på simple løsninger til komplekse problemer. Men jeg får lyst til at pege på én lille brik i det store puslespil: klasselæreren. De vigtige voksne i børns hverdag. For når vejen bliver svær, har børn brug for nogen, der guider dem. Når de bliver trætte, har de brug for en hånd i ryggen.
De børn, jeg møder med skolefravær og ondt i maven, har brug for en tryg voksen. Mange ender i en situation, hvor mor sidder med i skolen for at sikre, at barnet overhovedet kommer afsted. Og når jeg spørger barnet: “Hvem er du mest tryg ved i skolen?” får jeg ofte et tøvende svar som: “Det ved jeg ikke… måske min engelsklærer. Hun er sød.”
Men spørgsmålet handler ikke om, hvem der er sødest.
Det handler om: “Hvem kender dig?”
Og det kan mange børn ikke svare på.
I min skoletid ville alle 16 elever – ja, så få var vi – svare: Birthe, vores klasselærer. Hun var ikke nødvendigvis den sødeste; hun kunne være både skrap og irriterende. Jeg havde lærere, der var sjovere og mildere. Men Birthe kendte mig. Hun var min klippe. Hende var jeg tryg ved.
Det er ikke ny viden. Både lærere og psykologer ved, hvor vigtig relationen og trygheden er. Vi ved også, at det tager tid at opbygge. Jeg har aldrig mødt en lærer, der ikke ville skabe tryghed – men vilkårene har aldrig været dårligere. Derfor må vi se børn i mistrivsel som dem, der tydeligt viser os, hvad problemet er. Børnene er ikke problemet. De peger på problemet.
Børn kan holde til meget. Det gjorde vi også i 80’erne og 90’erne. Men i dag kræver vi endnu mere – uden at give børnene det samme udgangspunkt. For udgangspunktet for robusthed er tryghed.
Udviklingspsykologien – som har over 100 års forskning bag sig – er helt klar:
Vil vi have børn, der opsøger udfordringer, tør gå nye veje, og som bliver selvstændige, modige og nysgerrige, så kræver det en tryg base. Punktum.
Vi ønsker, at elever skal være selvstændige og omstillingsparate. Men i forsøget på at skabe vejen dertil har vi glemt fundamentet: trygheden. Da skolereformen fjernede klasselærerfunktionen, blev det – i mine øjne – et symbol på den nedprioritering.
For vi kan ikke få det ene uden det andet.
Trygheden må komme først. For nylig læste jeg Dea Seidenfadens bog “Mysteriet om unges mistrivsel”fra 2025. Det er, efter min mening, måske det mest nuancerede blik på børn og unges mistrivsel lige nu. Og da Dea beskrev sin egen klasselærer i Næstved, kom jeg i tanke om min egen på Vorrevangsskolen i Århus. Jeg smilede ved tanken om Birthe. Min søn på 11 år ved, som Deas Seidenfadens datter, ikke engang, hvad en klasselærer er.
